fredag den 6. december 2013

Kom igen Bodil!!


Ja, ja, ja - så var der da en smule blæst (seriøst? så slap dog af natur, vi har set dig), og ja, ja - så kom der da en smule nedbør (daskede afsted mod Ikast kl. 22 med 50 km i timen hele vejen og kunne stort set ikke se en bjælde for kaskader af sne, der væltede ind med forruden), og ja, ja - så blev der da pustet lidt til huset (har stort set ikke lukket et øje i nat, fordi stormen absolut ville teste alle byggematerialers kvalitet på min matrikel) ---- MEN ---- kom igen Bodil!

Du kunne på ingen måde hamle op med den fantastiske følelse af opbakning, involvering og succes, som jeg tog hjem med i går aftes efter for første gang nogensinde at have være en del af julestuen på Skave Skole.

Jeg er total overvældet over den positive opbakning, som ressourcebanken fik. Det var så lækker en følelse, når jeg kunne mærke, hvordan ideen blev forstået og bakket op. Jeg fornemmede virkelig, at rigtig mange også kunne se potentialet i denne form for frivillighed. Lige nu er jeg installeret i mit lune køkken, med tæppe og kaffe (jeg skal ikke køre nogen som helst steder i dag) og en ordentlig stak tilmeldinger til ressourcebanken. Jeg glæder mig meget til at få skrevet ressourcerne ind, og jeg glæder mig endnu mere til at vi kan komme i gang med at lave nogen aktiviteter sammen med børnene, hvor vi benytter os af banken.

Tak for de mange input! Og husk - at det stadig er muligt at melde dine ressourcer ind i banken, du følger blot dette link: ressourcebanken

Rigtig god weekend derude, må den blive fattig på storm og rig på hygge og dejlighed :-)

1 kommentar:

  1. Var også med til festen. Sikke en fest. Tak til skolen og det lokale samfund for i kompagni at banke julestemning frem - også i stærk vind.

    SvarSlet