onsdag den 20. august 2014

Et lille farvel og et stort tak for nu!

Projektet "Mere liv - mere Skave" har nu nået sin afslutning, og det betyder desværre også, at min daglige færden i byen og ikke mindst på Skave Skole nu er forbi.

Det har for mit vedkommende været seks spændende måneder, der har budt på nærkontakt af første grad med lokalområdet og indfødte "skawboere". Konklusionen herfra er, at en skawbo må siges at være yderst venligt indstillet - og tilsætter man to dele selvironi og humor til én del "stikken fingeren i jorden", så er man allerede langt:) I denne forbindelse vil jeg gerne sige tak for et godt samarbejde og for den store lokale opbakning og støtte projektet “Mere liv - mere Skave” er blevet mødt med. Ikke mindst til alle de frivillige, der har lagt deres tid og kræfter i projektet, Skave Skole, SFH og borgerforening samt til de lokale erhvervsdrivende i Skave og omegn, som har vist utrolig stor velvilje i form af tid, ressourcer, materialer og stor ekspertise. 


Nedenfor følger en kort opsummering og status på de forskellige delprojekter i "Mere liv- mere Skave":  


Ressourcebanken blev iværksat som et af de første tiltag i projektet og har været et bærende element i realiseringen af øvrige tiltag, hvor jeres frivillige arbejde og opbakning har været altafgørende. Status er, at der pt. findes omkring 100 stærke ressourcer i banken, som står parat til at hjælpe til ved fremtidige begivenheder eller tiltag, der styrker fællesskabet i Skave og omegn - men der er plads til mange flere. Har du ikke allerede meldt dig ind i banken, eller har du spørgsmål vedr. banken, så kontakt tovholder Rikke Mosekjær. Ressourcebanken og listen over ressourcer findes her www.bitly.dk/icLHv   

Klubben danner nu rammen om møder mellem 38 unge medlemmer fra bl.a. Skave, Hogager, Borbjerg, Mejrup, Herrup og Haderup på 7.-9. klassetrin. Hver onsdag mødes de unge på skolen og snakker, hører musik, bruger gymnastiksalen, spiller pool og danner nye venskaber på tværs af lokalområder. Klubben drives af en gruppe frivillige fra lokalområdet og holder pt. sommerferie, men forventes at starte op igen i september 2014. Find Klubben på Facebook.

Kunstudstillingen “Drømmehaven” var startskuddet til etableringen af den egentlige fælleshave. Udstillingen fandt sted i april 2014 i sognegårdens aula, hvor eleverne i 3-6. klasse via deres arbejde i faget billedkunst præsenterede deres kunstneriske bud på, hvordan en drømmehave kan se ud. Her kunne de ca. 60 fremmødte gæster opleve både fuglekvidder, miniaturemodeller, sansedigte, psykedeliske japanske kirsebærtræer mm., høre mere om projektet og nyde lidt godt for både øjet, ørene og ganen.

Fælleshaven er Skaves nye uformelle mødested, og har med sin centrale placering i byen allerede nu dannet rammen om en Skt. Hans aften og utallige svingture i hængekøjen af radissegnaskende børn og unge. Haven passes i fællesskab mellem Skaves borgere, Haveudvalget, Skave Skole og SFH. Fra dette skoleår (2014/15) indgår haven som en del af Skave Skoles og SFH´s pædagogiske arbejde, hvor haven skal give eleverne praktisk og sansemæssig erfaring og læring.

Det er håbet herfra, at disse tiltag ved fælles indsats også i fremtiden vil bidrage til en positiv udvikling i Skave og omegn og til dét, det hele handler om...“Mere liv - mere Skave”.

Tak for nu og på forhåbentligt gensyn:)








mandag den 30. juni 2014

Og vinderen er.... (trommehvirvel)

Efter en livlig debat og en benhård votering blev den lokale jury, der skulle udvælge havens navn, enige om det funktionelle og gedigne navn: "Fælleshaven". Dette navn blev valgt, fordi det fungerer i daglig tale, og fordi det meget kort og præcist fortæller, hvad haven handler om; fællesskab. Dermed blev vinderen af konkurrencen: Grethe Olesen,  Rosenvænget 13.

Blandt de mere kreative af de 21 indkomne forslag var bl.a. også "Gi den gas plads", "Folkeparken" og "Tumlehaven".

Mange tak for alle de fine forslag!

tirsdag den 17. juni 2014

I Skave kan alle være en del af haven!

Man kan da kun blive helt glad og inspireret, når man åbner sin mailbox og finder dette fantastisk kreative layout....


Mange tak Anitta Mailund for dette utrolig fine indspark:) - det er jo lige præcis det, der er tanken - i Skave kan alle nemlig være en del af haven!

I denne anledning vil jeg igen sige; brug den, dyrk den og og nyd den - haven er til for alle. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, og hvor der er ærter, blårbær og smukke blomster, kommer som bekendt endnu flere godtfolk til! ;)  Så står du med en aflægger, en håndfuld frø eller en busk, som du ikke lige ved, hvor du skal gøre af, så kom og plant den i haven! Der kommer flere højbede op snarest.

Hvor intet andet er afmærket, er man selvfølgelig meget velkommen til at nyde havens afgrøder og (kommende) frugter og bær under ophold i haven.

onsdag den 11. juni 2014

Hvad skal haven hedde...?


Haven spirer, vokser og gror, og snart må den være stor nok til at få et navn. Men hvad skal vi dog kalde den... Pausen? Oasen? Hjørnet? Skavehaven? Eller noget helt andet måske?
Personligt, så synes jeg, at den ligner mest en Hjørnet, da den så afgjort har fået sin tante Krogen´s facon og udtryk. Den kunne selvfølgelig også godt ligne en  lille Pausen, da den er sådan lidt rund og rar i det.

Hvad synes du, at haven skal hedde?

Har du et godt bud på, hvad haven skal hedde, så send dit forslag sammen med navn, adresse og telefonnummer til Carina.Hellerup.Vestergaard@holstebro.dk

Eller udfyld og aflever dit bud ved SPAR i Skave eller ved Skt. Hans-arrangementet i haven d. 23. juni.

Det bedste og mest kreative bud præmieres med et gavekort til Jensen´s Bøfhus. Vinderen får besked inden 1. Juli, 2014.





mandag den 5. maj 2014

En have tager form...

Skaves nye fælles have og gadekær er så småt begyndt at tage form. Tanken bag haven er at skabe et uformelt samlingssted, der gør Skaves sociale liv både mere synligt og tilgængeligt for alle, og haven udgør samtidig et nytænkende og opsigtsvækkende element i byen, der vidner om Skave som en by, hvor kreativiteten, fællesskabet og mangfoldigheden har plads og trives. 
Lørdag. d. 26. april blev første spadestik til den nye fælles have taget. En gruppe frivillige fra Ressourcebanken var denne dag mødt op, og havde i dagens anledning fundet arbejdstøjet frem og medbragt deres fineste værktøj. De gik hurtigt igang med at opsætte et læhegn, tage mål og tegne op samt plante havens første æbletræer. 
Og i lørdags, d. 3. maj, fortsatte havearbejdet, hvor de frivillige igen havde fundet værktøjet frem, så der kunne blive gravet, hamret, savet og plantet i haven. Denne dag blev læhegnet gjort færdigt og haven fik sine første borde, højbede og bærbuske, og plænen er nu så småt begyndt sin forandring fra regulær plæne til have og samlingssted.

Der er imidlertid stadig en del arbejde, der skal gøres, før end plænen helt kan kaldes en have, og målet er, at haven kan stå klar med siddepladser inden d. 21. maj, så den kan tages i brug til byfesten. Derfor fortsættes arbejdet nu på lørdag d. 10. maj kl. 10.00, og der skal lyde en stor opfordring til alle, om at tage værktøjskassen, skovlen eller riven i hånden og møde op og hjælpe haven på vej.    



  
Allerede i dag var nogle af børnene fra Skave Skoles SFH ude og  tage de nye højbede i brug, og de små grønne fingre fik plantet både ærter, radisser og flerfarvede gulerødder - så nu gælder det bare om at vente, og have tålmodighed inden årets første høst er i hus.  



Der skal på forhånd lyde en kæmpe tak til de erhvervsdrivende i Skave og omegn; bl.a. Skave Nedbrydning, Lundhede Planteskole, Hegn og Grovvare, AB Skovservice, Hesselaa Smedje, Entreprenørfirmaet Markussen, som er så venlige at støtte projektet med både materialer, planter, maskiner og deres tid og ekspertise, til Jørn Aasberg for at agere have- og byggekyndig ankermand samt for at stille værktøj til rådighed, og ikke mindst en kæmpe tak til alle de frivillige, som allerede nu har brugt deres uundværlige tid og kræfter på haven samt bidraget med viden og gode idéer til projektet. Takket være denne opbakning og fælles indsats tager Skaves nye gadekær og fælles have nu form.

fredag den 25. april 2014

Sådan kan en have også se ud...

Tirsdag D. 22. april var der fernisering på eleverne fra 3.-6. klasses kunstudstilling. Eleverne havde arbejdet med temaet "Drømmehaven" i billedkunst, og præsenterede ved denne lejlighed deres kunstneriske bud på, hvordan en drømmehave kan se ud. Ved udstillingen var der både noget for øjet, ørene, hænderne, næsen og ganen, og man kunne bl.a. opleve bål og brand, fuglekvidder, surrealistiske havebænke, træhuler, miniature modeller, digte og meget mere.

Her nedenfor kan ses en lille billedreportage fra udstillingen, og værkerne er nu udstillet i Skave Skoles "Centrum", hvor de kan stadig kan opleves...













torsdag den 10. april 2014

En lille historie fra ressourcebankens virkelige liv...

I onsdags havde skolen besøg af to fingersnilde ressourcer fra banken, Ida Øgelund og Sonja Nielsen. Skolens udtjente og meget lilla sofaer, trængte til en kærlig og ikke mindst sy-kyndig hånd - og var faktisk så heldig at få hele fire, da både Sonja og Ida var så venlige at sige ja til opgaven. De gik straks igang med at tage mål, tegne op og klippe ud.



Og snart var den første sofa forvandlet fra en lilla ælling til en smuk grå svane....
Og det varede ikke længe før børnene fik øje på den og flokkedes om den. Og de fandt hurtigt ud af, at de nok skulle blive gode venner... - børnene og den grå sofa.



Tak til Sonja og Ida! 

onsdag den 2. april 2014

"Sådan ser min drømmehave ud - hvordan med din...?"

Blomsterbål, psykedeliske bænke og miniature haver er blot nogle af de ting, man kan opleve, når eleverne i 3.,4., 5. og 6. klasse folder sig kunstnerisk ud og inviterer til fernisering på deres kunstudstilling "Drømmehaven".  Her vil eleverne præsentere deres kreative bud på , hvordan en drømmehave kan se ud, når man lader fantasien få helt frit løb. 



Eleverne arbejder netop nu på højtryk med at få alting klar til udstillingen. Der klippes, redigeres, bygges, farves og modelleres på livet løs, så drømmehaver i alle afskygninger, farver og størrelser kan spire frem i Sognegårdens aula d. 22. april.  
Og forhåbentligt her vil inspirere publikum til selv at forestille sig, hvordan deres helt egen drømmehave mon ser ud? 

Alle er velkomne!

Kunstudstilling: "Drømmehaven"
Fernisering: d. 22. april kl. 16.30-18.00 i Sognegårdens aula.

torsdag den 20. marts 2014

Noget om spirende nye idéer og fællesskab...


Efter at bloggen har været gået lidt i vinterhi efter Anes exit, så er den nu vågnet op med fornyet kraft og energi. Og med en ny projektleder, som har hovedet fyldt med nye idéer...og forår!

En af de idéer, som flakser lystigt rundt og laver en masse postyr derinde, er idéen om et nyt uformelt samlingssted i Skave. - Et sted, man svinger forbi, når man alligevel er ude og lufte barnevognen, hunden, cyklen, kæresten, manden eller konen. Et sted, hvor man tilfældigt mødes efter skole, arbejde, træning, skak, origami eller når man bare er i nærheden og gerne vil hænge ud, slappe af eller lave noget meningsfuldt, og hvor man kan invitere vennerne eller naboerne over til hygge eller vejfest om sommeren. 

Et sted, der dufter, smager og emmer af mere liv... - og mere Skave!

En urban...hvadfor en?
Tanken er, at lave en såkaldt "urban garden", som oversat til "skavesk" betyder et fælles gadekær/nyttehave/udendørs gildesal på plænen foran Skave Hallen. En urban garden er et relativt nyt storbyfænomen, der kan ses, som et forsøg på at få nogle af goderne ved at bo på landet bragt ind i byerne:) Betegnelsen dækker over en fælles have, der er lidt "skæv" i sin udformning, og som ofte anlægges på uudnyttede arealer, fx. mellem huse, på et tag eller et industriområde, og bygges ofte af "forhåndenværende materialer". For overskuelighedens skyld, kan vi bare kalde dette sted for "haven", indtil stedet får et navn:)

Denne idé om en fælles have bygger på flere af de ønsker, som Skaves borgere udtrykte ved en fælles innovationsworkshop, der blev afholdt i oktober 2012. Her var nogle af ønskerne bl.a.:

...at få et samlingssted med bålplads. 
...at lave en æblemostdag.
...at styrke samarbejde på tværs af generationer.
...at bringe de ældre på banen. 
...at hente virkeligheden ind i skoledagen. 

- Og dette er blot nogle af de idéer og aktiviteter, som haven kan bruges til og være rammen omkring.

Nu tænker du måske...

"Hvorfor en “urban have” i Skave?"
Som sagt, så er haven en måde, at skabe en uformel fysisk ramme om mange forskellige arrangementer og sociale aktiviteter - på en overkommelig og budgetvenlig måde. Og så har haven et helt naturligt element af fællesskab - både i sin beliggenhed, udformning og funktion. Det er tanken, at der skal etableres en fælles pasningsordning mellem Skaves borgere, skole, SFH og fritidsklubber, og at haven på denne måde kan være med til skabe situationer, hvor man kan lære af hinanden og styrke relationer på tværs af generationer.Desuden kan haven indgå som et tilbud i den understøttende undervisning, som den nye skolereform lægger op til. I dette perspektiv er tanken med haven, at eleverne her får mulighed for at lære noget om processen fra-jord-til-bord/en højnet bevidsthed om “det-man-putter-i-munden”, at samarbejde om et fælles projekt, at arbejde praktisk og langsigtet uden et “omgående synligt resultat” samt at give eleverne mulighed for en lærerig oplevelse uden for det traditionelle skolearbejde.Og endeligt kan haven være med til at "brande" Skave. Her tænker jeg, som et nytænkende og opsigtsvækkende element i byen - både for de som bor her, og de som kører gennem byen. Men også som et element, der forbinder Skave med en generel samfundstendens, der handler om et øget fokus på sundhed, friluftsliv, fællesskab og selvforsyning. Og herved peger haven på netop dét, der er nogle af de største kvaliteter ved at bo i Skave!

"Jeg har min egen have - og derfor havearbejde nok."
Og det har du jo sikkert. Og der er helt sikkert også nok at tage fat på. Men denne have kommer til at kunne noget andet end din egen have. Noget, som du forhåbentligt synes er værd at bruge bare en lille smule tid på. Det er tanken, at haven skal fungere som et slags moderne gadekær. Et fælles samlingssted, hvor man tilfældigt kan møde andre, som også har lyst til at grille, spille kroket eller nyde en kop kaffe eller en kold øl fra hallen og få sig en snak. Og herudover kan haven også være en ideel ramme om fælles arrangementer som f.eks. Sankt Hans, vejfester eller som en del af sommerfesten. Kort sagt, være til gavn for de mange, og ikke kun de få.

"Der er sikkert nogle andre, som gør det.."
Hvis alle tænker, at andre gør det, så er der ingen der gør det. Og så sker der ingenting. - Det ved alle til gengæld. Lige som stort set alle andre idéer eller tiltag, der skal realiseres, især i landdistriktsområder, så bygger dette tiltag også på frivillige kræfter og på lysten til at bidrage til fællesskabet. Hvad enten dette bidrag, så består i ren råstyrke, teknisk snilde, praktisk sans, organisatoriske evner, botanisk kundskab, specifik viden, bonusinfo, moralsk opbakning eller god humor - så er der brug for det hele. Og det vil blive taget imod med kyshånd og største taknemmelighed.

"Jeg har ikke tid..."
I en travl hverdag med måske familie, job, skole, fritidsinteresser, dyr, madlavning, rengøring, tv, sofa eller egen have, som skal passes, kan det synes næsten uoverskueligt, at engagere sig i endnu et projekt. Det er forståeligt. Det er måske endda forståeligt for de fleste, for sådan har de fleste det. Alligevel vil jeg vove den påstand, at de fleste også har mulighed for at finde mindst 10 minutter hver dag, som man måske kunne have brugt på noget bedre - på noget, der kunne komme andre til gavn og måske en selv? Et simpelt regnestykke med 10 minutter hver dag i en måned giver rundtregnet ca. 5 timer på en måned eller 2, 5 dage om året. Det burde alle vel kunne overskue, hvis man har lyst. Og det er faktisk alt, det kræver. Og mindre har bestemt også ret.

"Hvad får jeg ud af det?"
Jeg kan naturligvis ikke love, at huspriserne kommer til at stige, at omsætningen øges hos de erhvervsdrivende, at indbyggertallet fordobles eller at eleverne på Skave Skole ligger nr. 1 ved næste Pisa-test. Men jeg kan love, at bruger du en smule af din tid og dine kræfter på dette projekt, så giver du et meget værdifuldt bidrag til fællesskabet i Skave og til dét, det hele handler om... mere liv - mere Skave.



  


  

onsdag den 19. februar 2014

Et lille farvel og en masse godt nyt!


Der er en meget lang to-do-liste på min tavle på kontoret i de her dage. Egentlig er jeg ret pjattet med lister i det hele taget, men netop denne gang skyldes det ikke blot mit behov for overblik, men derimod at jeg skal forsøge at give overblikket godt videre. Jeg har fra 1 marts fået et nyt job, hvorfor jeg har opsagt mit job som projektleder på "Mere liv - mere Skave". Heldigvis er det lykkes at finde en ny og meget kvalificeret projektleder, som har sagt ja til at overtage jobbet fra mig og sørge for, at vi får det sidste af projektet med. Jeg er naturligvis meget glad for, at projektet ikke skal stoppe, blot fordi jeg gør det, men at der kommer nye, friske kræfter til - ny inspiration og nye ideer. Den nye projektleder hedder Carina Hellerup Vestergaard, og det er så heldigt, at hun har haft mulighed for at stemple ind på kontoret allerede i mandags, hvilket betyder, at vi har 14 dages overlap og alle gode muligheder for, at projektet får en god overdragelse. Jeg glæder mig til at følge med på sidelinjen i, hvordan denne nye etape af projektet kommer til at forløbe, og jeg er faktisk helt overbevist om, at Carina også vil opleve den kæmpe stor hjælpsomhed og støtte fra lokalbefolkningen, som jeg har oplevet det. 

Nu skal det ikke bare handle om afsked og farvel - i dag er nemlig også dagen for en helt ny begyndelse, det er nemlig i aften, at vi igen åbner "Klubben" på Skave Skole. Dørene åbnes kl. 19, hvor "Klubben" byder på gratis pizza og en sodavand til de fremmødte unge. Vi glæder os til at komme i gang og håber, at der vil være opbakning til initiativet. 

Læs mere om "Klubben", se billeder mv. via facebooksiden "Klubben på Skave Skole".


fredag den 7. februar 2014

Vågn op bank!


De sov trygt i går. Liljerne. Men over natten er der ligesom begyndt at ske noget. Langsomt men sikkert. Langsomt men sikkert er ressourcebanken også på vej i gang...sådan for alvor. Tirsdag blev banken anvendt for første gang, sådan på den måde, som det er tanken, at man kan anvende den. Jeg havde brug for at få noget sparring på, hvordan jeg skal lave set-up'et omkring banken, hvordan skal det organiseres, så det bliver brugt, så det bliver en aktiv bank. Derfor kiggede jeg i ressourcerne og skrev til et par stykker, som alle havde skrevet, at de kunne byde ind i forhold til projektledelse og organisering. Det resulterede i, at Torben Laustsen og jeg satte hinanden stævne på mit kontor til en snak om, hvordan man driver en ressourcebank i Hogager og Skave.

Det var et rigtig godt møde, og jeg fik en masse ud af det. Et møde som blandt andet resulterede i, at jeg i dag har sendt en mail ud til foreninger, organisationer og institutioner og opfordret dem til at komme til et kort introduktionsmøde d. 26 februar, hvor jeg vil fortælle om banken og udlevere en liste med ressourcer. Håbet er, at man efter dette møde vil tage hjem med en lyst til at begynde at bruge banken - og at disse repræsentanter måske kan agere en form for ambassadører i forhold til at gøre opmærksom på de ressourcer, som er i banken - og at de altså bare venter på at blive brugt! Alle er selvfølgelig velkomne til mødet - skulle du have lyst til at deltage, så er det bare at sende mig en mail på ane.friis.christiansen@holstebro.dk eller en sms på tlfnummer: 23480049.

Så med en ressourcebank der langsomt vågner og positive forventninger til, hvad det kan blive til, når banken beslutter sig for at stå op - så vil jeg ønske jer alle en rigtig god weekend!

:-) Ane

onsdag den 5. februar 2014

Fællesmøde i Hogager


Med formanden for Skave Borgerforening Henny Jensen i spidsen var repræsentanter fra foreningerne i Hogager og Skave mandag aften mødt op i Hogager Forsamlingshus. Her blev det til en snak om, hvordan det står til i de enkelte foreninger og en snak om, hvordan man kan fortsætte og udbygge samarbejdet mellem foreningerne. Stemningen var rigtig god, og fortsatte således da emnet blev drejet ind på ressourcebanken. Mange kunne se potentialet og ideerne, og der var enighed om, at det springende punkt bliver at få banken i spil, få den brugt og anvendt. 

Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver afgørende for ressourcebankens succes, hvordan den bliver modtaget i foreningerne. Derfor vil jeg også i løbet af denne uge sende foreningerne en invitation, hvor jeg vil opfordre dem til at finde en repræsentant, som vil bruge en times tid på et infornationsmøde sammen med mig (og lækre snacks naturligvis), og efterfølgende er det håbet, at disse repræsentanter vil gå tilbage i foreningerne og opfordre til brug af ressourcebanken. 


onsdag den 22. januar 2014

Fin artikel om ressourcebanken


Via en journalist fra mit netværk blev det muligt, at vi fik lavet en artikel om Skave og om ressourcebanken. En rigtig fin en af slagsen endda. Ressourcebanken er jo fyldt med lækre ressourcer af alle mulige slags, og netop til artiklen var det vigtigt for mig, at vi fik vist den mangfoldighed, som kan rummes i netop en ressourcebank som vores. Derfor var jeg også rigtig glad, da Carsten Jensen og hans familie med meget kort varsel sagde ja til at få besøg af journalist og fotograf. Artiklen blev bragt i Dagbladet, men pga. rettigheder kan jeg desværre ikke linke til den her eller gengive hele teksten. Men jeg kan citere en smule. Skulle du have lyst til at læse det hele, så er der sat et eksemplar op på opslagstavlen ved indgangen på skolen, der hænger et eksemplar i hallen, og man kan også kigge ind forbi mit kontor og give det et kig!

Jeg fortæller gerne om mine fugle

"Når man kører gennem Skave, er det ikke umiddelbart til at se, at der skulle gemme sig noget særligt bag havelågen hos Carsten Jensen og hans familie. Egentlig har han heller ikke selv tænkt over, at hans interesse for undulater og kanariefugle kunne komme andre i området til glæde. Men det er netop essensen af, hvorfor knap 50 Skave-borgere har meldt sig som frivillige til en "ressourcebank" - for hvis man blot vil bruge nogen få timer på at hjælpe eller fortælle, så kan interesser eller talenter komme andre til glæde. 

Hvis det kan bidrage, så vil jeg gerne fortælle og vise fuglene frem for andre. Mange har også sagt 'hold da op', når de har set eller hørt om vores hobby, så der kan sikkert sagtens være nogen elever, som også vil synes, det er interessant, siger Carsten Jensen".



tirsdag den 21. januar 2014

Grafiker hyldest og "Klubben" på Facebook


Der sker hele tiden noget i delprojekt "Klubben". I dag er der kommet medlemskort, som jeg er rigtig godt tilfreds med. Endnu en gang har Else Thoustrup været hjernen bag designet - super fedt. Det kan godt være, at jeg altid har drømt lidt om at have en personlig kok til at daske rundt derhjemme og tilberede herligheder, men efter at have samarbejdet med Else siden projektet her startede, så er den drøm nu i skarp konkurrence med at have en designer/grafiker-hotline. Hold nu op hvor er det fantastisk, at jeg får så god hjælp, det giver virkelig de forskellige outputs noget kant og seriøsitet. 

Foruden grafiker-hyldest så skal dette indlæg også lige gøre opmærksom på, at "Klubben" har fået en facebookside. Det er ikke en side, som er oprettet som en dialog-side, men derimod en side, der skal fungere som en informationsside, hvor man kan finde de nødvendige informationer om "Klubben". Det er en velovervejet beslutning, som blandt andet bunder i, at det snart bliver en klub, der skal køre helt uden min hjælp, og så kan det blive en stor opgave for de frivillige forældre, hvis de også skal sørge for at pleje en facebookside. Gå ind og tjek siden ud og del den gerne til nogen, som kunne have interesse i at komme i "Klubben". 


torsdag den 16. januar 2014

Den lækre følelse af forståelse..

... oplevede jeg onsdag aften, hvor jeg havde fået lov til at kigge forbi Skave Børnehus og fortælle lidt om mit projekt og særlig om ressourcebanken. Det er bare sådan en lækker fornemmelse, når man fortæller om en ide (som man selv er ret pjattet med), og så ser begejstring og opbakning i blikket hos tilhørene. Kunne næsten fornemme hvordan personalet fik ideer, mens jeg talte, til hvordan de kunne anvende ressourcer fra banken. Og hvor ville det være fedt, hvis der i Skave Børnehus kunne gøres brug af nogen af ressourcerne! 

Er helt igennem dejligt indhop på personalemødet, og at gå derfra med en sandwich under armen, som var indkøbt til mig-ja, jeg kigger gerne forbi igen :-)

mandag den 13. januar 2014

Snart genopstår Klubben


Der er fuld gang i planlægningen af den nye klub, som skal starte op på Skave Skole i uge 8, hvis alt går som ventet. I dag er der kommet lækkert grej i form af bløde bolde til at spille dødbold med, bordtennisudstyr, tennisbolde og bat og flere bolde. Mums for en omgang lækkerier!!

torsdag den 9. januar 2014

Nu tester vi reformen! Vær beredt!


I starten af december måned, efter en hæsblæsende proces med en meget kort tidsfrist, lykkes det os fra Skave Skole og "Mere liv - mere Skave" at indsende en ansøgning, hvor vi søgte om midler til at teste nogen af elementerne fra den nye skolereform. Og lige inden vi gik på juleferie kom så den gode nyhed, at pengene var blevet tildelt os! Enormt fedt! Så nu skal der testes!

Vi har taget del i at udforme en pressemeddelse om det og har på den måde fået mulighed for at give Skave Skole lidt ekstra opmærksomhed :-) Læs pressemeddelelsen via linket under teksten her og følg med på bloggen for løbende opdateringer fra projektet!

Det bliver så super spændende at tage hul på reformen, få den mellem hænderne og finde ud af, hvad det kan bidrage af muligheder!

Link til pressemeddelse: klik her